Hvad er angst?

---

Hvad er angst?
Og hvad gør angst ved hjernen og kroppen?
 
Hvis du nogen sinde har prøvet at have angst, så ved du at det er yderst ubehageligt. 
Ikke alene er det en voldsom følelse, som kan invalidere dit personlige og sociale liv; angst er også en virkelig stor belastning for din hjerne.
 
Som udgangspunkt er angst en naturlig og sund reaktion, som får kroppen til at akkumulere ekstra energi og opmærksomhed, når noget er farligt eller truende. 
 
Hvis der reelt er fare på færde, kan angstresponsen redde dit liv. Du bliver hurtigere og stærkere af den adrenalin, som nervesystemet sprøjter ud i din krop. 
 
Hvis angsten er irrationel – altså opstår på baggrund af en forestilling eller en fejlfortolkning – så er kroppens reaktion den samme, men der er ikke noget at bruge energien til. 
 
Den sunde angst:Din krops reaktion når du konkret sanser noget truende, som for eksempel en bidsk kat, der løber hen imod dit barn, en lastbil, der nærmer sig med høj hastighed, et menneske med et våben, der kommer løbende imod dig osv. Denne slags angst kan også kaldes frygt, og den kan redde dit liv, fordi den giver dig ekstra energi og fokusering, så du kan kæmpe, flygte eller gemme dig. 
 
Den belastende angst:Din krops reaktion, når du fortolker en sansning som værende farlig (for eksempel fobier eller OCD), eller forestiller dig noget skræmmende (katastrofetanker). Denne slags angst er svær at kontrollere, fordi den kan kickstarte sig selv. Den belaster din krop, fordi du kommer til at udløse stress- og kamphormoner uden at have et egentligt formål med det. Der er ingen at kæmpe imod eller flygte fra. Den sunde fornuft* har ingen eller ringe indflydelse på angst. Medmindre vi bruger helt specifikke, neurokommunikative metoder, som slår bro imellem præfrontale cortex og det limbiske system. 
 
 
Dit nervesystem kender ikke forskel på forestillinger og virkelighed. 
Om du tænker på noget skræmmende – altså oplever det i din indre verden – eller om det sker for dig i den virkelige verden, så udløser det nogenlunde samme respons. 
Sådan er din hjerne indrettet. Den forholder sig ikke til den objektive virkelighed – den interesserer sig udelukkende for de fortolkninger du laver af de ting du sanser i den virkelige verden. Og fortolkninger kan sagtens være tidsmæssigt forskudte. Du kan altså tænke tilbage på en situation i trafikken i går, og forestille dig hvad der kunne være sket, hvis det var gået helt galt. 
Den forestilling betragter din hjerne som lige så virkelig, som den virkelige begivenhed. Og sætter straks nervesystemet i gang med at reagere på det. 
 
Det betyder at du kan igangsætte en angstrespons imens du sidder i sofahjørnet med et tæppe over benene. 
 
 
Børn og angst
For børn er sondringen imellem fantasi og virkelighed langt vanskeligere end for voksne. Indtil børn bliver 5-7 år, er deres hjerner stadig under udvikling*, og de har ingen kognitiv forståelse for, at fantasien ikke er virkelighed. De lever i det, vi kan kalde en ”magisk” verden, hvor deres indre forestillinger har lige meget objektiv værdi som de faktuelle begivenheder i den ydre verden. 
 
Derfor kan vi ikke tale vores børns angst til fornuft. Vi kan ikke bearbejde dem med rationelle argumenter om, at der ikke findes uhyrer, eller at naboens kat ikke er en heks i forklædning. Men vi kan hjælpe dem med at udtrykke sig på en måde, så vi får greb om de sansestrategier, der skaber angsten. Og derfra kan de påvirkes konstruktivt.
 
Den voksne hjerne er modtagelig for sund fornuft i det yderste lag – men det lag har kun ringe magt over det limbiske system, som skaber angsten. Så den voksne ”irettesættelse” skaber mest af alt skam over, at være fanget i de angstfulde følelser. 
 
 
 
 
*Hjernen er under udvikling hele livet, men i de første år er evnen til kritisk vurdering af ”sandhedsværdien” slet ikke til stede endnu. Verden er magisk og blandingen imellem fantasi og virkelighed er relativt konstant. 
 
*Det limbiske system, som er ”arnested” for angstfølelser, kommunikerer udelukkende ved hjælp af sansninger. Altså billeder, lyde og ”mærkninger”. Præfrontale cortex kommunikere ved hjælp af sproglige konstruktioner, som langt fra altid er sansemættede nok til at nå ind i ”følehjernen”.  Ved hjælp af NeuroKommunikation træner vi ”tænkehjernen” i at kommunikerer sansende, så der bliver skabt adgang til de følelsesmæssige strukturer.